Mourinho vil genforenes med Özil
Mesut Özil har været en stor profil for Arsenal, siden han kom til klubben fra Real Madrid i sommeren 2013. I denne sæson har tyskeren dog været udsat for massiv kritik fra egne fans grundet svingende præstationer. I 2018 udløber hans kontrakt med The Gunners, men han har endnu ikke skrevet under på en ny aftale.
Flere medier spekulerer derfor i, at tyskeren kan blive solgt til sommer, da Arsenal gerne vil have penge for ham. I Manchester United håber Jose Mourinho, at han kan overtale tyskeren til at skifte Emirates ud med Old Trafford til sommer. Det skriver den engelske avis The Sun.
Den portugisiske manager kender Mesut Özil fra deres fælles tid i Real Madrid og nu vil han gerne have ham til Manchester United, hvor han skal give De Røde Djævles offensiv en ny dimension.