Mourinho: Vi henter ikke Chelsea
Chelsea er godt på vej mod det engelske mesterskab, hvor de inden dagens kamp mod Burnley stadig har ni point ned til nærmeste forfølger med en kamp i hånden.
Manchester United har fået sat skik på tingene de seneste måneder og har ikke tabt i Premier League siden oktober, hvilket har bragt dem tilbage i kampen om top fire.
José Mourinho tror – trods Uniteds gode form – ikke, at det er nok til at hente Chelsea, som den tidligere Chelsea-manager ikke ser snuble.
– Ærligt så tror jeg det ikke (at United kan hente Chelsea, red.). Hvorfor? Fordi Chelsea er et meget godt hold defensivt, de forsvarer meget godt og forsvarer med mange spillere, mange gode spillere, og de er meget velorganiserede, fortælller Mourinho ifølge Sky.
– Jeg tænker i denne situation, at en meget defensivt hold vinder titlen med kontramål, dødboldsmål og individuelle mål fra talentfulde spillere. Så jeg tror ikke, at de giver det her væk.
– Men fodbold er fodbold, så du ved aldrig, slutter Mourinho.
Manchester United hentede i går en sikker 2-0 sejr hjemme over Watford.