Mourinho: Vi har brug for Drogba som spiller og person
Drogba, der i 2012 drog væk fra Stamford Bridge efter otte i år klubben med mange titler til følge, er vendt tilbage til The Blues på en etårig kontrakt, efter hans kontrakt med Galatasaray løb ud tidligere på sommeren.
Den nu 36-årige angriber formåede at score 157 mål i 341 kampe i sin første tid i London-klubben, og han har opnået legendestatus i klubben, efter han scorede det afgørende mål i straffesparkskonkurrencen i Champions League-finalen mod Bayern München tilbage i 2012.
Drogba var med i Chelsea-truppen, der i går spillede træningskamp mod Olimpija Ljubljana, som blev vundet med 2-1. Ivorianeren kom dog ikke på banen, men Jose Mourinho siger, at det ikke skyldes en tilvænningsperiode.
– Da han kom, føltes det ikke som om, at han nogensinde havde forladt klubben. Det var så normalt. Der var intet nyt overhovedet, fordi han kender alle, og alle kender ham, sagde Mourinho efter gårsdagens kamp ifølge Sky Sports.
– Chelsea hørte til ham, selv i de seneste to år, hvor han har spillet i Shanghai- og Galatasaray-trøjer. Så det virker som om, at han bare er taget på en lille ferie og så er kommet tilbage. Og ja, jeg tror, vi får brug for ham. Vi har brug for ham som spiller i truppen, så den bliver, som jeg gerne vil have det.
– Jeg kan lide, at mit hold har forskellige kvaliteter – ikke kun som fodboldsspillere, men også personligheder. Så som spiller og person er Didier én, vi har brug for, for at være stærke.
Drogbas angrebskollega, Diego Costa, scorede sit første mål i Chelsea-trøjen i går, da han udlignede til 1-1. Også det unge franske forsvarstalent, Kurt Zouma, kom på scoringstavlen for første gang, da han slog sejren fast i anden halvleg.