Mourinho: United er rolige ved situationen
José Mourinho fortæller med sit indblik i Manchester United fra sin gode ven, Sir Alex Ferguson, at klubben ikke ryster på hånden, selvom tingene ikke går deres vej for tiden.
Meget er blevet sagt, skrevet og diskuteret om Manchester Uniteds situation og fremtid med David Moyes ved roret. José Mourinho er dog af den overbevisning, at det kun er kørt op i medierne, og at de inde på direktionsgangene og på Carrington slet ikke tvivler på David Moyes.
– Min fornemmelse, som er baseret på mange års kommunikation med Sir Alex og insider-viden, er, at Manchester United ikke er glade, men de er rolige. De har tillid til David (Moyes, red.). David stoler dem, forklarer Mourinho ifølge London Evening Standard og fortsætter:
– Jeg tror ikke, at David er under pres. Trykket er noget virtuelt. Det er noget, der kommer fra medierne som en konsekvens af, at de ikke har haft de bedste resultater.
– Det vigtigste i alt dette er ikke det pres, der kommer udefra, men derimod er det virkeligheden indefra, uddyber portugiseren.
Chelsea-bossen fortæller endvidere, at han er overbevist om, at Manchester United kommer på rette køl igen.
– Manageren bevarer roen, og de (United-bestyrelsen, red.) tænker, at han er deres manager i de næste to, tre, fire, fem år. Så de er alle sammen om det og kommer til at genopbygge et storhold igen, vurderer Mourinho, inden han afslutningsvis uddyber:
– De dårlige resultater vil slutte. De vil komme tilbage på sporet, selvom det formentlig er for sent at vinde ligaen, fordi de er alt for mange point bagud.
José Mourinho og Chelsea står overfor netop David Moyes og Manchester United i den kommende runde. De engelske mestre lægger nemlig vejen forbi Stamford Bridge på søndag i, hvad der forventes at blive et dramatisk opgør. Sidste gang de to mødtes, endte det i en nulløsning.