Mourinho til kritikere: Vi fortjener andenpladsen
Manchester United hev en sikker 2-0-sejr i land, da de i weekenden havde besøg af Swansea, hvor Romelu Lukaku og Alexis Sanchez stod for målene.
De Røde Djævle besidder fortsat andenpladsen med to point ned til Liverpool og har spillet én kamp færre.
Flere eksperter i den engelske presse har udtalt, at både Liverpool og Tottenham spiller mere interessant fodbold end Manchester United og bør ligge foran Mourinhos tropper, men nu svarer portugiseren igen.
– Vi fortjener at ligge på andenpladsen uanset hvad kritikerne siger. Du kan sige, at holdene fra tredje til sjettepladsen spiller bedre end os, men de er ikke bedre end os, siger Mourinho ifølge GOAL og fortsætter:
– Vi har flere point end dem. Vi kommer til at kæmpe de sidste syv kampe for at ende på andenpladsen, slutter Mourinho.
I næste weekend skal Manchester United på en svær opgave, når de gæster Manchester City på Etihad Stadium.