Mourinho sviner de Boer: Han kan lære Rashford, hvordan man taber
Marcus Rashford spillede en hovedrolle for Manchester United, da De Røde Djævle i weekenden besejrede Liverpool med 2-1.
Efter opgøret udtalte den tidligere Crystal Palace-manager Frank de Boer, at Rashford fortjente at få mere spilletid i United, mens han samtidig også ærgrede sig over, at José Mourinho i øjeblikket er manager for englænderen, da portugiseren, ifølge de Boer, ikke giver Rashford lang nok snor.
Den udtalelse er naturligvis ikke faldet i god jord hos Mourinho, der ikke har meget tilovers for hollænderen:
– Jeg læste en udtalelse fra den dårligste manager i Premier Leagues historie, Frank de Boer, fortalte Mourinho forud for morgendagens opgør mod Sevilla.
– Han udtalte, at det ikke var godt for Rashford at have en manager som mig, fordi jeg kun går op i at vinde.
– Hvis han blev trænet af Frank (de Boer, red), kunne han lære, hvordan man taber, for han tabte alle kampe.
Mourinho slår fast, at han er meget tilfreds med Rashfords udvikling i Manchester United:
– Det bedste for Rashford er at få noget erfaring, og det får han her. Han spiller mange kampe for United. Indimellem starter han inde, andre gange sidder han på bænken, men jeg er meget tilfreds med ham.
– Han er en spiller, vi stoler meget på. Ikke mange regnede med, at han ville starte inde mod Liverpool, men han spillede en rigtig god kamp.
Frank de Boer blev fyret som manager for Crystal Palace efter fire nederlag i sæsonens første fire kampe, hvilket var nok til at sikre ham rekorden for den hurtigste fyring i Premier Leagues historie.