Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mourinho stikker til Solskjær: Man kan ikke være en "sød" fyr

Af Kristoffer Krogh Kiesbye
16.05.2019 Kl. 10:16
Det handler om balance, mener José Mourinho, der ikke føler, at man kan være sød ved sine spillere konstant.

Hvis Ole Gunnar Solskjær skal gøre sig forhåbninger om at blive en succes i det lange løb for Manchester United,  bliver han nødt til at finde den rette balance mellem sød og striks,  mener José Mourinho.

–  Jeg ønsker ikke at være den rare fyr,  for den rare fyr bliver en marionetdukke efter tre måneder, og det ender ikke godt.  Omvendt kan man heller ikke være en træner, som altid er negativ.  Det handler om balance, fortæller Mourinho i et interview med franske L'Equipe.

Udtalelsen er svær ikke at tolke som en lille stikpille til Ole Gunnar Solskjær,  der på mange måder virker som den diametralt modsatte trænertype end portugiseren.  Nordmanden havde heldet med sig i sine tre første måneder i spidsen for De Røde Djævle,  men gassen er sidenhen gået af ballonen.

I den situation er det værste,  man som træner kan gøre,  at føje sine spillere.

– En dag kom en spiller op til mig og sagde;  Vil du ikke være sød ikke at kritisere mig foran de andre spillere,  for det er et angreb på min status i gruppen,  fortæller Mourinho.

– Det er en stor ændring i spillernes mentalitet.  Et hold er et hold.  En gruppe spillere er en gruppe brødre.  Træneren er som deres fader,  han er familie, og i en familie taler man åbent om problemerne.

Man kan så altid diskutere, om José Mourinho selv mistede balancen og blev for hård overfor sine spillere.  Alt tydede på, at han mod slutningen af sit ophold i Manchester United havde mistet omklædningsrummet fuldstændigt.

– Den rare fyr er ikke en træner,  men du kan heller ikke være på udkig efter konflikt konstant.  Vi må finde en position midtimellem, som jeg havde med mine modne trupper.  Når du ikke er bossen, har du heller ikke magten, og du skal altid være lederen, siger Mourinho.

Annonce