Mourinho ser rødt: Spurs-spiller kæmper for karrieren efter drama
Serge Aurier skulle have chokeret sine holdkammerater ved at skabe en kæmpemæssig scene i pausen af nederlaget til Liverpool, da han fik besked af José Mourinho om, at han ville blive udskiftet.
Ifølge Daily Mail forlod den ivorianske højreback, som var uheldigt involveret i Liverpools åbningsmål, simpelthen stadion i protest og vrede over udskiftningen. Men den slags dramatik finder Mourinho sig ikke i, og Aurier risikerer at have ødelagt sin fremtid for Londonklubben.
Ifølge kilder tæt på truppen og Tottenham kæmper højrebacken i hvert fald for at redde sin karriere nu, selvom det virker usandsynligt, at han skulle kunne blive solgt før tidligst til sommer.
Tottenham har dog flere gode grunde til at sælge. Dels er Aurier ikke en forsvarer af Mourinhos hjerte, da ivorianeren har en tendens til at begå defensive fejl. For det andet har Aurier nu mindre end 18 måneder tilbage på sin kontrakt, så skal man tjene penge på et salg, skal det være snart.