Mourinho raser over Morten Hjulmand
Den karismatiske fodboldtræner José Mourinho er alt andet end tilfreds med den danske landsholdsspiller Morten Hjulmand.
Fredag aften var der storkamp i Portugal, da Benfica tog imod Sporting i en kamp mellem nummer tre og to i den bedste portugisiske række.
Undervejs blev der uddelt syv gule kort og et direkte rødt i overtiden. Sporting fik fem gule kort, mens Benfica snuppede to og det røde kort.
Ifølge José Mourinho burde Sporting dog have fået mindst ét gult kort mere i opgøret, og det skulle være gået til danske Morten Hjulmand.

Mourinho utilfreds med Morten Hjulmand
– Jeg havde forventet det. Der er en Sporting-spiller, der er urørlig. Han kontrollerer kampen og river folk ned uden at få et gult kort, selvom han laver så mange frispark, som han vil, sagde José Mourinho om Morten Hjulmand ifølge CNN efter kampen.
Den danske landsholdsspiller, som er anfører for Sporting, spillede hele kampen på den centrale midtbane i opgøret, der endte 1-1.
Det betyder, at Sporting bevarer andenpladsen med 32 point efter 13 runder, mens Benfica er nummer tre med 29 point.
FC Porto med Victor Froholdt på holdkortet topper ligaen med 34 point – men storholdet har spillet en kamp færre end de to rivaler.
Danske Zidan Sertdemir trækker store overskrifter i udlandet – læs meget om det lige her.








