Mourinho om exit-rygter: Det er noget bras
Tidligere i dag ramte historier om, at Manchester United frygter at miste José Mourinho, de engelske medier.
Mourinho blev på sit pressemøde i dag konfronteret med historierne, og her holdt han sig ikke tilbage.
– Det kommer an på, hvad du vil vide, og hvad du vil tale om, sagde Mourinho, da han blev spurgt ind til sin kontraktsituation.
– Hvis du vil snakke om nogle nyheder (rygterne, red.), så vil jeg sige, det er noget bras! Jeg kan ikke finde et bedre ord til at beskrive det.
– Hvis du spørger mig direkte, hvilket jeg formoder, du vil, så ser jeg mig selv i Manchester United i næste sæson. Jeg ser mig selv her, som jeg også fortalte jer, da jeg kom her. Jeg smutter, når klubben vil have mig til at smutte, for jeg har ingen intentioner om at forlade klubben overhovedet, slutter Mourinho.
Mourinho har stadig halvandet år tilbage af sin kontrakt på Old Trafford, hvor han endda har option på endnu et år.
Engelske medier melder, at Mourinhos agent i oktober påbegyndte samtaler med United om en mulig forlængelse.