Mourinho lovpriser transferemne
Jose Mourinho har de sidste par dage været sat i forbindelse med stortalentet, Raphael Varane, og den karismatiske portugiser har også kun ros til overs for franskmanden.
Jose Mourinho hentede i 2011 den franske midtstopper Raphael Varane til Real Madrid for snuden af Manchester United, og siden da har stortalentet markeret sig stærkt hos den spanske kongeklub.
Den portugisiske manager har dog forladt klubben til fordel for Chelsea siden da, og nu pønser han på at tage den franske landsholdsspiller med sig, meddeler flere engelske medier.
Mourinho selv har da også kun ros til overs for Varane, som han mener er en af verdens bedste midtstoppere.
– Jeg synes han er en af de bedste unge forsvarsspillere i verden. Måske allerede den bedste, forklarede han til Yahoo.
– En ung spiller som ham skal være en, der spiller med i VM for første gang denne sommer. Det er spillere som Hazard, Neymar og netop Rafa Varane. Måske har jeg også glemt andre.
Flere rapportere melder, at Chelsea til sommer vil smide et bud på stortalentet, på trods af at London-klubben allerede har sikret sig et andet fransk stoppertalent, nemlig Kurt Zouma.