Mourinho: Leicester er favoritter
Chelsea har fået en forfærdelig start på titelforsvaret, hvor de i øjeblikket blot er ét point over nedrykningsstregen med blot fire sejre i sæsonens første 15 kampe.
Helt anderledes er det gået for Claudio Ranieris tropper, som er med helt fremme i tabellen. Leicester kan med en sejr over The Blues tilbageerobre førstepladsen i Premier League.
I sidste sæson kæmpede holdet for at undgå nedrykning til det sidste, mens Chelsea konstant førte an i Premier League. Nu er rollerne byttet om, og derfor mener Mourinho da også, at hjemmeholdet er favoritter til mandagens opgør.
– Realiteten er, at de er favoritter. De spiller på hjemmebane og har meget selvtillid. Det bliver meget svært for dem ikke at ende i top fire, når sæsonen slutter, fordi de allerede har samlet så mange point sammen, udtaler Chelsea-manageren til Chelseas hjemmeside.
Der er kampstart klokken 21.00, og vi giver dig startopstillinger, referat og reaktioner fra kampen.