Mourinho: Jeg har ingen problemer med Woodward
De engelske medier har i de seneste dage meldt om spændinger mellem manager Jose Mourinho og Manchester Uniteds sportsdirektør, Ed Woodward, men fredag afviser portugiseren, at der er problemer mellem de to.
Mourinho mødte op til pressemødet forud for mandagens møde Tottenham en halv time før tid og snakkede i otte minutter, og her sagde han blandt andet følgende om forholdet til Woodward:
– Jeg kender ikke til 10 procent af det, der bliver skrevet i medierne. Jeg er ikke den rigtige til at besvare det spørgsmål.
Da Mourinho blev mindet om, at han tidligere har talt om Ed Woodward med respekt og spurgt om, hvorvidt deres forhold stadig er godt, lød det korte svar:
– Selvfølgelig er det godt. Der er ingen problemer imellem ham og jeg.
Ifølge BBC Sport nåede mange af de engelske journalister ikke til Mourinhos pressemøde, da han altså mødte op 30 minutter for tidligt. Måske en skjult stikpille til pressen fra manageren, der i denne sæson ikke har været gode venner med de engelske medier.