Mourinho: Jeg er en bedre manager nu
Siden sit indtog i engelsk fodbold for mere end 10 år siden har José Mourinho været kendt som en kontroversiel manager, der har været involveret i adskillige episoder – hvoraf han er kommet ud som skurken gentagne gange.
Kontroverserne har dog aldrig generet Manchester United-manageren – i hvert fald ikke udadtil. Alligevel fortæller portugiseren nu, at han er blevet bedre til at styre sine følelser, og at det har været med til at gøre ham til en bedre manager.
– Jeg er en bedre manager i dag, end jeg var tidligere, fordi jeg kan kontrollere mine følelser. Disse dage møder jeg vanskeligheder med større modenhed. Det betyder, at jeg holder mine fødder på jorden, fortæller den 54-årige manager til Record.
I øjeblikket nyder Mourinho også stor succes med sit Manchester United-mandskab, som har fået en flyvende start både i Premier League og Champions League.