Mourinho inden derby: Vi skal vise vores identitet
Inden lørdagens Manchester-derby har der været stor fokus på rivaliseringen mellem Pep Guardiola og Jose Mourinho samt Zlatan Ibrahimovic.
Selve opgøret har derfor trukket mindre opmærksomhed, men Jose Mourinho opfordrer sine spillere til at glemme dette og alligevel fokusere på deres eget spil.
Portugiseren vil have, at spillerne viser holdets egen identitet mod bysbørnene.
– Min besked til spillerne er vores identitet. Det handler om, hvad vi er. I hver kamp har vi forsøgt at være, hvad vi er. Vi er vigtigere end vores modstander. Vores spil er vigtigere end modstanderens spil. Vi skal tænke på os selv og fokusere på os selv, lyder det over for MUTV, inden han tilføjer:
– Jeg vil altid gerne have dem til at spille i hullerne, som vi gjorde mod Hull. Det var et fantastisk eksempel på det. Det var en svær kamp, men holdet spillede i hullerne og forsøgte indtil sidste sekund. Det er det Manchester United, jeg vil have.
Opgøret mod Manchester City er det første derby for Mourinho som United-manager, og den tidligere Real Madrid-træner håber på ekstra flot opbakning mod rivalerne fra den lyseblå del af byen.
– Jeg håber, at det er 11 mod 11 på banen, men 70.000 mod tre-fire tusind eller sådan på tilskuerpladserne. Vi bør vinde stort med hensyn til opbakning.
– Mod Southampton var det ikke et derby. Det var en kamp mellem et hold fra Manchester og et hold fra det sydlige England, og opbakningen var fantastisk. Entusiasmen og forholdet mellem holdet og fansene var fantastisk.
– I Hull havde vi et par tusind fans. De var helt utrolige, så det skal der ikke stilles spørgsmålstegn ved. Jeg ved med sikkerhed, at fansene bliver fantastiske for holdet.
Jose Mourinho og Pep Guardiola er begge endnu ubsejrede i indeværende sæson.