Mourinho er desperat efter mål: Vil betale £50 millioner for Arnautovic
Efter gårsdagens målløse kamp på Old Trafford mellem Manchester United og Crystal Palace synes José Mourinhos udtalelse om, at The Red Devils vil være at finde i top fire inden nytår, stadig mere urealistisk.
Skal holdet gøre sig forhåbninger om overhovedet at få en topplacering denne sæson, virker det som om, at man bliver nødt til at forstærke sig i vintertransfervinduet – og den første forstærkning kunne meget vel blive Marko Arnautovic.
Det skriver Daily Mirror søndag. Romelu Lukaku har efter en fin start på Premier League-sæsonen ramt en slem måltørke, hvorfor The Red Devils nu skulle være villige til at byde hele £50 millioner for den østrigske angriber.
Arnautovics bror og agent, Danijel, blev for kort tid siden citeret for at sige, at West Ham-angriberen var på udkig efter nye udfordringer for en storklub, men Marko Arnautovic har efterfølgende selv dysset rygterne ned.
Daily Mirror spekulerer også i, hvorvidt Ed Woodward og Manchester United-bestyrelsen vil støtte Mourinho i det kommende transfervindue, da den portugisiske managers fremtid på Old Trafford hviler på et usikkert fundament i øjeblikket.