Mourinho: Derfor var det farligt at vende tilbage
I Jose Mourinhos første regeringsperiode i Chelsea var han kendt som ’The Special One’, men han vendte efter eget udsagn tilbage som ’The Happy One’, men uanset hvilket navn, han er gået under, har han haft succes i Chelsea.
I hans første periode guidede portugiseren Chelsea til Premier League-titlen i 2005 og 2006, samt en FA Cup-titel i 2007 og to ligacup-trofæer i 2005 og 2007.
Mourinho vendte så tilbage til Chelsea i 2013 efter at have været et smut forbi Inter og Real Madrid, og i sidste sæson begyndte trofæerne at havne i Chelseas hænder igen. The Blues vandt overlegent Premier League sidste sæson, mens de også sikrede sig en Capital One Cup-sejr, men Mourinho mener ikke, at hans tilbagekomst var lig med succes.
– Det var farligt (at vende tilbage, red.) af mange grunde. For det første siger et gammelt udsagn, at man ikke skal vende tilbage til et sted, hvor man var glad. Og hvorfor så ikke det? Fordi folk elsker mig her, og fansene ser på mig som en vigtig skikkelse på et specifikt tidspunkt af Chelseas historie. Hvorfor tage tilbage så mange år efter, hvor du kan risikere dit omdømme og den passion, der var omkring det. Respekten var også stor, så derfor var det en svær situation, sagde Mourinho ifølge London Evening Standard og uddyber.
– For det andet kom jeg tilbage til et andet hold. Det gamle mesterhold var der ikke, og dem der var der, var ikke de samme. Essien, Makalele og Drogba var væk, mens Lampard og Cole var aldrende.
– For det tredje skal man tage Premier Leagues evolution in mente. Selv hvis man vinder ligaen, er man ikke garanteret en top 4-placering året efter. For to sæsoner siden var Manchester United ude af top 4, og sidste sæson var Liverpool ude af top 4, og i denne vil et andet hold ikke være i top 4. Så når man ser på det i en topklub, kan man gå fra at være mestre til at komme uden for top 4, så ja, jeg syntes, det var et sats at vende tilbage.