Mourinho: Conte har haft det let
Efter 27 kampe topper Chelsea ligaen med 66 point, hvor de har 10 point til Tottenham og Manchester City, der er de nærmeste forfølgere.
De er nu storfavoritter til at vinde mesterskabet i denne sæson, men de har haft en let vej, mener Jose Mourinho.
Den nuværende Manchester United stod i spidsen for Chelsea i starten af sidste sæson, men efter en rædselsfuld start blev portugiseren fyret. Guus Hiddink tog over, men kunne ikke nå at få Chelsea-mandskabet op på de pladser, der gav adgang til europæisk fodbold. Jose Mourinho fortæller, at en 10. plads i sidste sæson har haft en stor betydning for deres succes i denne.
– Det sværeste er at have tid til at arbejde, og Chelsea har haft tid. Jeg ved, at Conte for et par uger siden sagde, at det ikke var hans skyld, at de ikke spillede europæisk fodbold – det er min og spillernes skyld, siger Mourinho til Daily Telegraph og tilføjer:
– Men realiteten er, at han tog over på et tidspunkt, hvor de har haft tid til at arbejde, tid til at restituere, tid til at slappe af, tid til at koble af, tid til at rejse, tid til at holde feriedage og tid til at tage til USA for at nyde tiden. De har haft et privilegium – det samme som Liverpool havde for et par år siden, hvor de næsten vandt Premier League. Jeg vil dog ikke sige, at de ikke fortjener kredit for det de har opnået i denne sæson, lyder det fra Mourinho.
Jose Mourinho og Antonio Conte står overfor hinanden, når Chelsea og Manchester United tørner sammen mandag aften i den fjerde og sidste kvartfinale i FA Cup'en.