Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mourinho bekræfter: Vi beholder Zlatan i endnu et år

23.11.2016 Kl. 13:49
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Zlatan Ibrahimovic skiftede denne sommer franske Paris Saint-Germian ud med engelske Manchester United. 

Ved ankomst til Old Trafford skrev svenskeren, der mandag blev kåret til årets svenske fodboldspiller for 10. gang i streg, under på en et-årig kontrakt, hvor Manchester United havde option på at forlænge kontrakten med endnu et år. 

Hidtil har tiden på Old Trafford været en blandet affære. Svenskeren har brændt en del store chancer, men har alligevel scoret seks mål i Premier League. 

Onsdag bekræfter José Mourinho, at Manchester United har besluttet sig for at udnytte optionen, så Zlatan bliver hos De Røde Djævle frem til 2018. 

– Zlatan Ibrahimovic' situation er simpel. Hans kontrakt er 1 år plus 1. Vi er glade for ham. Vi udnytter optionen for den anden sæson, fortæller Mourinho på et pressemøde forud for torsdagens Europa League-kamp mod Feyenoord. 

– Han er glad, han er engageret, han elsker livet som fodboldspiller hos Manchester United og det er den sidste store udfordring i hans fantastiske karriere, slutter Mourinho. 

Zlatan Ibrahimovic havde karantæne til weekendens kamp mod Arsenal, men forventes tilbage i startopstillingen, når Manchester United søndag tager imod West Ham hjemme på Old Trafford. 

Annonce