Mourinho: Ba er vigtig
Chelsea-manager Jose Mourinho er glad for, at han beholdte Demba Ba i truppen, således at han har tre angribere til rådighed.
Demba Ba scorede sit fjerde og femte sæsonmål som indskifter i lørdags, da Chelsea besejrede Tottenham med 4-0. Målene faldt til sidst i kampen, hvor Tottenham var ved at gå i opløsning, men målene er vigtig for selvtilliden, fortæller Mourinho.
– Demba er meget vigtig. Jeg har bevist gennem sæsonen, at jeg tog den rigtige beslutning i at beholde tre angribere, for når den ene er skadet, har du brug for de andre to. Jeg mener, at det er en af de bedste beslutninger, vi har lavet.
– Det var godt for ham (Demba Ba, red.) og for os, at han fik de mål. Kampen var død, så det er ikke de mål, som han ønsker at score, men det giver ham selvtillid, fortæller Chelsea-bossen.
Samuel Eto’o startede på toppen for Chelsea, men den plads var i virkeligheden tiltænkt Fernando Torres, som pådrog sig en skade under opvarmningen.