Mourinho afviser: Har ikke problemer med mine spillere
Sidste sæsons bedste spiller i Chelsea, Eden Hazard, sad på bænken sammen med Nemanja Matic og John Terry, da Chelsea tabte til FC Porto på Estádio do Dragão i går aftes.
Oscar, Loïc Rémy og Radamel Falcao var blevet sorteret helt fra Chelsea-truppen af Mourinho, der dog efterfølgende afviste, at han har problemer med sine spillere.
– Ingen straf, ingen straf. Kun en beslutning, forsvarede Mourinho ifølge London Evening Standard til rapportere efter kampen, da han blev spurgt ind til, hvorfor offensivtrioen ikke var med i truppen.
Men en tydelig ophidset Mourinho var langt fra tilfreds med, at Maicon formåede at score det afgørende mål på et hjørnespark kort inde i anden halvleg.
– Det gør mig virkelig vred, da det letteste er at forsvare på dødbolde, tilføjede Chelsea-manageren.
José Mourinho skal forsøge at få rettet op den dårlige sæsonstart, når the Blues tager i mod Southampton hjemme på Stamford Bridge i den kommende weekend.