Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mou: Begik elleve fejl

02.11.2013 Kl. 18:34
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Newcastle choksejrede tidligere på dagen med 2-0 over mesterskabsfavoritterne fra Chelsea, og det var en tydeligvis frustreret Jose Mourinho, der efter kampen erklærede, at han valgte det forkerte hold til kampen.

To sene scoringer af den franske duo Yoann Gouffran og Loic Remy sørgede tidligere på dagen for, at Chelsea indledte november med et kedeligt nederlag på St. James Park, og efter opgøret var det en meget irriteret Jose Mourinho, som ikke var tilfreds med sine elleve udvalgte.

Den karismatiske portugiser havde nemlig op til opgøret valgt at lave ni ændringer fra det mandskab, der i midtugen spillede sig videre i Capital One Cup med en sejr over Arsenal, og det var ifølge Mourinho en stor fejl.

– Jeg lavede ikke én, men elleve fejl. Jeg skulle ikke have valgt disse spillere, jeg skulle have valgt elleve andre. Elleve fejl, fastslog den iltre portugiser overfor Sky Sports.

– Det er den følelse jeg sidder med nu. Når mit hold taber på så dårlig en måde, så får jeg den følelse, fortsætter Mourinho, inden han glatter lidt ud.

– Selvfølgelig overdriver jeg lidt. Vi havde trods alt nogle af gutterne, der leverede rimelige præstationer, men jeg har en følelse af, at jeg valgte elleve forkerte.

Efter nederlagte forbliver Chelsea på tyve point, mens Newcastle nu har fjorten af slagsen.

Annonce