Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mooy sikrede Huddersfield sejren på Molineux

25.11.2018 Kl. 17:53
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Jonas Lössl og Philip Billing var begge i startopstillingen for Huddersfield, mens Mathias Zanka Jørgensen sad ude med karantæne, da The Terriers søndag aften gæstede Wolves.

Gæsterne gik ind til opgøret med selvtillid ovenpå to kampe med fire point, mens Wolves omvendt var uden sejr i fire kampe.

Dette var ganske tydeligt at se fra kampens start, hvor Huddersfield havde stor succes med at presse Wolves, der ellers forsøgte at spille bolden rundt om Huddersfield. Efter syv minutter resulterede det endda i en scoring, da Billing spillede en fremadstormende Erik Durm fri i venstre side. Tyskeren slog bolden skråt tilbage til Aaron Mooy, som satte indersiden på og sparkede bolden ind til 0-1.

Wolves var generelt dårligt spillende inden pausen, og det var også Huddersfield, som noterede sig for den næste større mulighed, da et hjørnespark efter 36 minutter blev slået ind i panden på Steve Mounié. Angriberen steg godt til vejrs, men hovedstødsforsøget sad lige på Rui Patrício.

Til anden halvlegs start reagerede Nuno Espírito Santo ved at sende Morgan Gibbs-White og Adama Traoré på banen i stedet for henholdsvis João Moutinho og Ivan Cavaleiro, og det skulle vise sig at være en ganske fin idé.

Allerede elleve minutter inde i anden halvleg slap Traoré således fri i højresiden, hvorfra han fik tippet bolden til bagerste stolpe, hvor Raúl Jiménez hoppede højere end resten af Huddersfield-forsvaret. Angriberens afslutning passerede Lössl, men Billing havde læst situationen, og på akrobatisk vis fik han clearet bolden væk fra mållinjen.

Selvsamme Billing havde muligheden for at udbygge Huddersfields føring få minutter efter, men danskerens langskudsforsøg sneg sig et par meters penge forbi Wolves-målet.

Den unge midtbanespiller havde generelt en stor aften, og han var også på spil igen efter 71 minutter af opgøret. Mooy slap igennem i højre siden, og han fik sendt bolden ind i feltet, hvor Billing med en fiks hælaflevering fik lagt bolden til rette for Alex Pritchard, som dog afsluttede lige på Patrício.

Huddersfield skulle til gengæld komme på 0-2 kort efter, da Aaron Mooy noterede sig for sin anden scoring i opgøret. Australieren sparkede frispark til højre for værternes mål, og herfra drejede han bolden udenom muren og ind i det korte hjørne, hvor Patrício ikke kunne nå at sende bolden væk.

Scoringen blev opgørets sidste, selvom begge mandskaber havde fornuftige muligheder i slutfasen, og det betyder, at Huddersfield rykker hele vejen fra 20. pladsen op til 14. pladsen, mens Wolves forbliver på 11. pladsen i Premier League-tabellen.

 

 

Annonce