Monreal: Vi er bedre nu
Arsenal har haft en lovende sæson indtil videre, hvor man efter 12 spillerunder ligger på en andenplads med 26 point, hvilket er lige så mange point, som Manchester City på førstepladsen har.
The Gunners har dog flere gange tidligere haft en virkelig god start på en sæson, men endte med at slutte et stykke fra førstepladsen.
Dette var tilfældet for to sæsoner siden, hvor man omkring nytår lå nummer et, men ved slutningen af sæsonen sluttede man syv point efter Chelsea på førstepladsen.
Det vil man forsøge at undgå i år, og spørger man klubbens spanier, Nacho Monreal, så er man blevet bedre i denne sæson end tidligere sæsoner.
– Jeg synes, at holdet er anderledes nu. Vi har andre spillere og er mere konkurrencedygtige, udtaler Nacho Monreal ifølge klubbens hjemmeside.
– Jeg mener, at holdets niveau er bedre nu, og jeg håber, at vi kan gøre noget specielt denne sæson. På nuværende tidspunkt går alt godt, så vi skal fortsætte, fortsætter Monreal.
– Hemmeligheden? Jeg vil sige, at vi spiller mere kompakt – som en enhed.