Monk: Southampton har lært mig meget
Garry Monk blev Southampton spiller som 17-årig og tilbragte herefter otte år i klubben, hvor det kun blev til små 13 kampe, inden Monk røg videre til Swansea, hvor han er den dag i dag. Selvom det kun blev til de 13 kampe, insisterer Monk på, at Southampton var med til at give ham de grundlæggende færdigheder der gør, at han i dag er Premier Leagues yngste manager.
– Southampton lærte mig meget, med de spillere vi havde dengang, siger 35-årige Monk der netop er blevet kåret til månededens manager for august efter walisernes flotte sæsonstart.
– Vi havde Matt Le Tissier, Jason Dodd, som var anfører, Francis Benalli og ældre spillere som Dan Petrescu, Andrei Kanchelkis, Carlton Palmer, David Hirst og Mark Hughes. De havde været i spillet længe, så de var gode ved os yngre spillere.
– Jeg var i udkanten af førsteholdet på det tidspunkt og lærte af spillere som Claus Lundekvam og Dean Richards, og de var hårde ved os, men meget fair. Flere af de spillere var her for ti år eller længere, hvilket jeg har været her i Swansea.
– Jeg lærte alt om dedikation og loyalitet af de gutter. Selv da de nærmede sig slutningen på karrieren og ikke spillede, var de stadig utroligt dedikerede til deres job og klub, og det var noget jeg tog til mig.
Garry Monk har siddet på managerposten i Swansea siden februar, hvor han overtog efter danske Michael Laudrup. Monk havde ført waliserne til sejre i de tre første kampe, inden det blev til et nederlag mod Mourinhos Chelsea på Stamford Bridge. Southampton kommer med selvtillid i hånden efter en 4-0 udklassering af Newcastle på hjemmebane. Swansea – Southampton spilles lørdag kl. 16.