Møde fredag: Amorim klar til kæmpesigning i Manchester United
Ruben Amorim har angiveligt udset sig sin første signing hos Manchester United.
Og her har den 39-årige portugiser kigget mod sit hjemland, Portugal, hvor han har fundet en spiller, han synes godt om.
LÆS OGSÅ: ‘Irriterende’ United-stjerne er sæsonens største flop
Der er tale om den 22-årige midtstopper Tomas Araujo fra Benfica.
Araujo har været at finde hos Benfica, siden han var 14 år gammel, og nu er han en af de spillere, som man ikke er i tvivl om bliver valgt til startopstillingen under cheftræner Bruno Lage. Her huserer han sammen med den tidligere Manchester City-stjerne Nicolas Otamendi i midterforsvaret.
Amorim ønsker at bygge sin egen trup på Old Trafford, og ifølge den engelske tabloidavis The Sun finder der fredag et møde sted i Manchester United, som involverer en snak om en signing af Araujo.
De Røde Djævle har døjet med en række skader i forsvaret i indeværende sæson.
I sommer blev Araujo sat i forbindelse med et skifte til Crystal Palace, mens også Paris Saint-Germain var meldt interesseret.
På det tidspunkt forlød det, at ledende skikkelser fra Benfica ikke ville tillade Araujo at forlade klubben.
Avisen hævder, at Araujo er blevet placeret på Amorims ønskeliste, men det er endnu uvist, om man går efter midtstopperen i det kommende transfervindue til januar.
Hvorom alting er, bliver han ikke billig, for hans kontrakt indeholder en frikøbsklausul på 750 millioner kroner.
Araujos tidligere træner hos Benfica, Renato Paiva, har tidligere rost midtstopperens udvikling.
– Jeg har altid sagt, at Tomas og Ruben Dias er de mest komplette centrale forsvarsspillere, jeg har trænet.
– Jeg vil endda sige, at Tomas’ tekniske færdigheder og opfattelse af spillet kunne gøre ham til central midtbanespiller, for han har umådelig kvalitet, både som midtstopper og central midtbanespiller.
– Det er en af Tomas’ største kvaliteter, hans sindsro, sommetider overdreven, og det kan være hans eneste synd.
LÆS OGSÅ: Har taget kontakt til Evan Ferguson – United-aftale må vente
– Jeg følte, at han var en lille smule blød, ikke aggressiv nok til at være midtstopper. Han har fart, god bygning, intelligens, han ved, hvordan man opfører sig, han er ydmyg … Tingene passer fint sammen, og det er en god ting, fortalte Paiva til A Bola.



















