Milan-reserve afviser ikke PL-skifte
Den tidligere Fulham-lejesvend, Urby Emanuelson, afviser ikke et skifte væk fra AC Milan, hvis den nuværende situation ikke forbedres i løbet af sæsonen. Det erfarer talkSPORT.
Urby Emanuelson var udlejet fra AC Milan til Fulham i sidste sæson, hvor han gjorde en rigtig god figur på Craven Cottage. Nu er hollænderen vendt tilbage til Italien, hvor situationen er uændret – Urby er stadig reserve på holdet.
Den 27-årige midtbanespiller har ikke fundet vejen til regelmæssig spilletid i Milan-trøjen, hvilket har skabt spekulationer og debat om, hvorvidt Emanuelson vil blive i storklubben eller forlade til fordel for en Premier League-klub. Martin Jol skulle angiveligt være interesseret i at få hollænderen tilbage til London-klubben.
Hovedpersonen selv er formentlig klar til at forlade San Siro, hvis situationen ikke forbedres i takt med at sæsonen skrider frem.
– Vi må se, hvordan tingene går. Sæsonen er kun lige begyndt, og jeg er Milan-spiller, udtalte Emanuelson til den italienske tv-station Mediaset.
– Jeg er nødt til at se på, hvordan tingene udvikler sig, og så må vi se, hvad der sker i slutningen af sæsonen.