Mikel: Frustrerende aften
Chelsea måtte tage til takke med et enkelt point mod West Ham i hvad der ifølge midtbaneslideren, John Obi Mikel, var en frustrerende aften.
Trods mange chancer kunne Chelsea ikke lukke op for West Ham-defensiven i gårsdagens opgør, og måtte nøjes med et enkelt point i det vitale opgør, til stor ærgrelse for den nigerianske midtbaneprofil, John Obi Mikel.
– Inden kampen vidste vi hvordan de ville komme ind til den, forklarede Mikel til klubbens hjemmeside.
– Vi vidste de ville gøre det svært for os, og de havde næsten hele tiden elleve mand bag bolden, fra start til slut.
– Det var svært og frustrerende, og vi prøvede at finde plads mellem kæderne, og bag forsvarsspillerne, men det var svært.
– Fra deres synsvinkel skal de være glade for det de opnåede. De kom ud for at forsvare, og det var præcist hvad de gjorde. Jeg ved ikke hvad statistikken var i forhold til boldbesiddelse, men de kom ikke for at spille, de kom for ikke at tabe, erklærede en frustreret Mikel.
Med det uafgjorte resultat forbliver Chelsea på tredjepladsen, og har tre point op til topholdet, Manchester City.