Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mike Ashley smider engelsk traditionsklub ud af sit stadion

Af Emil Plovgaard
05.12.2022 Kl. 13:24
Aftalen er ophørt med øjeblikkelig virkning, skriver klubben.

Mike Ashley har sendt den engelske traditionsklub Coventry en flafrytningsvarsel.

Coventry, der i mange år har haft hjemmebane på Ricoh Arena, skal enten forhandle om en ny aftale eller helt forlade stadion. Det skriver klubben selv på sin hjemmeside.

Fraser Group – en virksomhed, som Ashley er administrerende direktør i – overtog i sidste måned driften af stadionet, der har plads til omkring 32.000 mennesker.

Virksomheden og Mike Ashley er, ifølge BBC Sport, af den overbevisning, at aftalen ikke længere er gældende, og i weekenden fik det den konsekvens, at de ansatte blev bedt om at aflevere deres nøgler til stadionet, ligesom en kamp i FA Youth Cup blev flyttet til et nærliggende stadion.

Coventry – en klub med stolte traditioner grundlagt i 1883 – skriver dog på sin hjemmeside, at den er blevet præsenteret for en aftale, der vil gælde frem til sommeren 2023, og denne er slet ikke lige så gunstig som den nu forhenværende aftale, der er ophørt i forbindelse med den lokale rugbyklub Wasps' administration i oktober.

Ashley solgte sidste efterår Newcastle til det saudiske konsortium Public Investment Fund.

Det skete efter i alt 14 turbulente år, hvor han undertiden blev udsat for heftig kritik på grund af sit ejerskab, der ifølge mange fans førte til for få investeringer i truppen, samtidig med, at Ashley høstede et fornemt udbytte.

I sommer ville Ashley købe Derby, men den lokale forretningsmand David Clowes endte med at overtage The Rams, der nu spiller i League One.

Annonce