Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mike Ashley forbereder bud på engelsk klub

Af Emil Plovgaard
07.11.2022 Kl. 14:42
58-årige Mike Ashley pønser på en retur som ejer af en engelsk fodboldklub.

Den tidligere Newcastle-ejer Mike Ashley er i gang med at forberede et bud på Championship-klubben Coventry City.

Det skriver Daily Mail.

Ashley bliver sat i forbindelse med en overtagelse af klubben blot få dage efter, at han blev nævnt som den foretrukne køber af klubbens stadion, Coventry Building Society Arena.

Hvis købet af stadionet, som rummer en række andre overdådige faciliteter, skulle falde på plads, vil Ashley være favorit til at købe Championship-klubben til en nedsat pris, lyder det.

Ashley solgte sidste efterår Newcastle til det saudiske konsortium Public Investment Fund.

Det skete efter i alt 14 turbulente år på St. James' Park, hvor han til sidst var udsat for heftig kritik på grund af sit ejerskab, der ifølge mange fans førte til for få investeringer i truppen, samtidig med, at Ashley høstede et fornemt udbytte.

Det er ikke første gang, at Ashley vil forsøge at overtage en anden fodboldklub.

I sommer forsøgte 58-årige Ashley at købe Derby, men den lokale forretningsmand David Clowes endte med at overtage The Rams, der nu spiller i League One.

Annonce