Midtjylland-modstander kan blive smidt ud
FC Midtjylland står lige nu til at skulle spille mod israelske Maccabi Tel Aviv i Europa League, men det kan der blive lavet om på.
For i løbet af næste uge ventes UEFA at træffe en beslutning om, hvorvidt Israel skal suspenderes fra de europæiske turneringer.
Det skriver The Times, der samtidig også kan fortælle, at de fleste medlemmer af eksekutivkomitéen menes at være for en suspendering, som det også er set med Rusland.
Det er et panel af rådgivere fra FN, der har taget fat i FIFA og UEFA med et opråb om at suspendere Israel, da det er blevet konkluderet, at Israel begår folkedrab i Gaza.
Hvis UEFA ender med at suspendere Israel, vil det betyde, at Maccabi Tel Aviv bliver smidt ud af Europa League.
Det israelske mandskab skal spille mod både FC Midtjylland og Aston Villa i ligafasen i løbet af efteråret.
Maccabi Tel Aviv er det eneste israelske mandskab i europæisk fodbold denne sæson, og der var protester, da holdet var i aktion mod græske PAOK onsdag aften i Thessaloniki.
Præsidenten for UEFA er slovenske Aleksander Ceferin, og Slovenien er det første EU-land, der har indført et indrejseforbud for Israels premierminister Benjamin Netanyahu.
Opsigtsvækkende sag: Liverpool skylder Chelsea millioner


















