Josef Emanuel Hubertus Piontek er gået bort.

Dansk fodbold står i en gigantisk gæld til Sepp. Det hele startede med at han skrev kontrakt med DBU som ny landstræner i 1979.

Sepps metamorfose

DBUs daværende formand, Carl Nielsen, formulerede forventningerne helt klart i 1978:

”Nu må det være slut med spillernes halv-professionelle indstilling til landskampene. Spillerne finder det behageligt at blive kaldt hjem til en landskamp, fordi de mere eller mindre kan gøre som det passer dem”.

Det var en hård kritik af den måde som Kurt Nielsen havde ledet landsholdssamlingerne på, for det var jo netop Kurts målsætning at skabe et socialt miljø omkring landsholdet der tiltalte spillerne, når de kom fra kadaverdisciplinen i deres, fortrinsvis, tyske og belgiske klubber. Således at spillerne netop var motiverede for at forhandle sig fri fra klubberne, så de kunne optræde for nationen.

Helt ubegrundet var formandens betænkeligheder dog ikke. Anfører Per Røntved forstod udmærket hvad kritikken handlede om:

”Ærlig talt, så har vi ikke forberedt os til landskampene som det sømmer sig for professionelle, der har fodbolden som deres job. Vi har ofte været oppe til langt ud på natten før en kamp, og nogen har også fået 5-6 bajere. Den indstilling har måske medvirket til de skuffende resultater”, udtalte Røntved. 

Da Anderlecht-spilleren Benny Nielsen hørte at DBU havde ansat tyske Sepp Piontek som Kurt Nielsens afløser, var hans umiddelbare reaktion nok ganske karakteristisk for indstillingen blandt de fleste af stamspillerne i Kurt Nielsens periode:

”Sepp hvad-for-noget? Aldrig hørt om ham! Nå, men det skal da blive et interessant bekendtskab – bortset fra, at jeg hele tiden har hævdet, at man skulle tage en dansk træner. Selvom vi har fået professionel fodbold i Danmark, er det stadig den løsslupne amatørånd, der hersker. Vi danske spillere har jo vores mening om tingene, og vi er aldrig bange for at sige den. Det kan ham Sepp få svært ved at vænne sig til”.

Den ”løsslupne amatørånd” gik i alt fald ret dårligt i spænd med den nye landstræners mentalitet. Piontek var som spiller en udpræget destruktiv møvertype. Hans talent var begrænset, men han kæmpede sig med stenhårdt arbejde til en respektabel karriere, især for Werder Bremen og endda nogle få kampe på det vesttyske landshold. 

Der er en velkendt og meget rammende anekdote om ham, der handler om hans måde at konfrontere modstandernes angribere – i dette tilfælde danske Ulrik le Fevre – på. 

Le Fevre var blandt de dygtigste teknikere i Bundesligaen, og han gik ikke af vejen for at gøre lidt grin med sin direkte modspiller, når han var ovenpå med finter og tricks. Piontek sagde så til den danske wing umiddelbart før en kamp mellem Werder og Gladbach: ”Hvilken hospital vil du”?

Sepp havde fået sin danske medspiller i Bremen, John Danielsen, til at lære ham sætningen på gebrokkent dansk. Le Fevre var noget rystet.  

Pionteks trænerforbilleder var da også nogle af tidens mest markante Bundesliga-personligheder. Hennes Weisweiler og Ernst Happel var datidens mest kyniske og disciplinære trænere. Tysk old-school brutal kadaver-mentalitet af værste skuffe.

I 1979, kort efter sin ansættelse, udtalte han i et interview med Alt om Sport: ”Hos mig er det ikke kæft, trit og retning, men du får kun succes i fodbold, hvis du tager enhver opgave alvorligt. Disciplin er nødvendig, også på banen”. 

Intervieweren Frits Ahlstrøm spurgte så hvilke krav Sepp ville stille til en landsholdsspiller. Svaret kom prompte: ”At han er konditions- og nærkamps-stærk, at hans fundamentale teknik er god og at han har hurtighed og hjerte, altså evne og vilje til at fighte”. 

Man bemærker rækkefølgen af de opremsede krav. Kondition og nærkampsstyrke kom før det tekniske. Det var måske tilfældigt i selve momentet, men ganske karakteristisk. Ahlstrøm dristede sig så til at stille spørgsmålet:

”Det er ofte blevet sagt, at det danske landshold udelukkende har brug for en hyggeonkel? [med slet skjult henvisning til Kurt Nielsens rolle som træner]. Man fornemmer næsten at Piontek er ved at falde ned af stolen over så latterlig en jobbeskrivelse:

”Hyggeonkel? Det er ikke mig. Hvad et landshold har brug for, er en aktiv træner. Gemytlighed? Ok, men den alene skaber ikke sejre. Og den er heller ikke til at leve af. Folk går ikke til fodbold, fordi vi hygger os uden for banen”.  

Forsvarstaktikeren gik til arbejdet med stor flid og dedikation. Han satte sig for fra starten at lære dansk (hvilket altid er en fornuftig disposition når man kommer hertil fra udlandet).

Der blev afholdt en træningslejr for alle landsholdsemnerne. Det var ved denne lejlighed at stjernemålmanden Birger Jensen fra FC Brügge udelukkede sig selv fra al fremtidigt samarbejde med Piontek ved at tage på ferie under påskud af at skulle forhandle kontrakt med FC Brugge. Andre kom Sepp bedre ud af det med.

Han udstak ret hurtigt rammerne for den lovende unge centerforward Preben Elkjær, der havde gjort sig grundigt ud til bens under Hennes Weisweiler i FC Köln, og som også Kurt Nielsen havde et anstrengt forhold til. I et alt om Sport-interview udtalte Kurt sig om den nye ”diktator-rolle”, som hans efterfølger havde fået:

”Måske havde dansk fodbold fået mere ud af for eksempel Preben Elkjær. Det er i alt fald min fornemmelse, at han ville have opført sig anderledes over for mig, hvis jeg kunne have fremstået som den store stærke boss, der alene bestemte om han skulle på landsholdet”. 

Man skal ikke være i stand til at læse ret meget mellem linjerne for at fornemme Kurt Nielsens vanskeligheder med problembarnet fra Köln. For Sepp Piontek var relationer og loyalitet noget fuldkommen fundamentalt. Og Elkjær og han fandt et konstruktivt samarbejde og en gensidig respekt, der varede hele resten af deres tid med landsholdet, og langt derudover. 

Piontek var ikke bange for en konsekvent linje, og spillerne måtte f. eks. indstille sig på at tage til takke med mere spartanske og sparsomme indkvarteringsforhold end de var vant til under hyggelige og løsslupne Kurt Nielsen. Det var utvivlsomt sundt.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Den første svære – og kedelige – begyndelse 

De første kampe under Sepp blev en ørkenvandring. Spillet blev møjsommeligt og meget langsomt bygget op nedefra, med nærmest ultimativ ”tysk” metodik – altså af den (nu) gamle skole hvor det gjaldt mest om at undgå ikke-kalkulerede boldtab.

Massevis af tilbagelægninger og meget lidt fremadrettet offensivt spil satte publikums tålmodighed på prøve. Mange følte sig utvivlsomt ”bombet tilbage” til den rædsomme Rudi Strittich-tid, hvor landsholdet spillede ultradefensivt og især med det formål at undgå at tabe.

Efter en indsats på Wembley der kunne henlægges i kategorien ”hæderlige nederlag”, fulgte en række af dræbende kedelige landskampe. I 1-0-sejren over Finland i Idrætsparken i september 1979 fik tilskuerne nok. 24000 peb landsholdet ud i skuffelse over det triste og fantasiforladte spil. 

De første kampe i VM-kvalifikationen blev da også skuffende. Trods mange store spillerprofiler havde Danmark ikke meget at byde på i udekampene i Rom mod Italien, og i Ljubljana mod Jugoslavien. Mod Grækenland i Idrætsparken spillede landsholdet til gengæld godt og skabte læssevis af chancer. Desværre uden at kunne score, idet en debuterende græsk målmand, Nikos Sarganis, spillede sit livs kamp, og grækerne scorede desværre på deres eneste chance i kampen. 

I hjemmekampen mod jugoslaverne i 1981 forærede Per Røntved desværre helt upresset bolden til Vujovic, som nemt kunne sprinte ned og sende Danmark definitivt ud af topkampen i puljen. Forinden havde den gamle forsvarskæmpe dog også medvirket positivt til dén sejr, der mere end noget andet blev vendepunktet for landsholdet i 80’erne og for Sepp Piontek; da Danmark i juni 1981 slog Italien i Idrætsparken.  

Genetableringen af den tekniske fodboldkultur 

Dén kamp var en kæmpe forløsning. Alt det talent som landsholdet indeholdt, blev foldet ud i fuldt flor på Idrætsparkens græstæppe. De senere verdensmestre blev overmatchet og i perioder totalt udspillet. Danskerne udstrålede spillelyst- og glæde, tog initiativet og taktstokken uden at sætte den fra sig på noget tidspunkt.

Den offensive opvisning – personificeret i Allan Simonsen, Frank Arnesen og Preben Elkjær, og med den snu måltyv Lars Bastrup – var så milevidt fra Sepp Pionteks hidtidige defensive og minimalistiske stil, som man overhovedet kunne komme.

Selv om Danmark altså ikke kom til VM, så stod landsholdets enorme fremtidige potentiale denne juniaften fuldkommen lysende klart.

Når de snærende og stramme taktiske bånd blev løsnet, så gemte der sig en overflod af kreativitet og teknisk offensivt format i det danske hold. Landstræneren måtte sadle om. Og gjorde det.

Han fandt (endelig langt om længe) frem til, at Morten Olsen skulle ned i centerforsvaret, og da unge Ivan Nielsen var parat, var forsvarsbastionen optimeret. Pionteks ”dynamithold” kunne udstikke kursen mod triumferne i kvalifikationen til EM i Frankrig i 1984, og efterfølgende til VM i Mexico i 1986.

Det er ikke for meget sagt, at den ”re-seppt” som holdet styrede efter, var en national og international åbenbaring. Den vakte positiv opsigt overalt, også i kraft af roligan-bevægelsens glade og optimistiske modstykke til den destruktive hooliganisme der ellers tegnede en alt for stor del af den internationale tilskuerkultur. Dynamitdrengenes udfoldelser vakte, eller genvakte, i dén grad stoltheden hos fodboldfolket herhjemme.  

Det er vel ligefrem rimeligt at konkludere, at den bandt folk sammen på tværs af forskellige klasser og segmenter. Vildt fremmede talte spontant sammen om kampene i efterdønningerne af de store triumfer mod England, Sovjet, Uruguay og Vesttyskland. Og man oplevede en jublende folkestemning i storbyerne, der vel tåler sammenligning med befrielsen i maj 1945. Landsholdsfodbolden blev en fest. 

Først og fremmest fik Pionteks landshold 1983-86 vist det bedste af dansk fodboldkultur frem i international sammenhæng.

Betegnelsen som ”Nordens brasilianere” var ikke misvisende eller ufortjent. At holdet ikke nåede helt frem til en titel, var et spørgsmål om uheld og marginaler. Var Allan Simonsen ikke gået så alvorligt i stykker i den første slutrundekamp ved EM i Frankrig i 1984, virker det yderst plausibelt at Danmark kunne have vundet hele turneringen. Simonsens eftermæle kom nok til en vis grad til at bære præg af hans forgæves forsøg på at træne sig op på niveauet inden den skade.

Sepp var tro mod sin doktrin om relationer og loyalitet, og udtog den lille vejlenser til VM i Mexico. Det var et rørende øjeblik da han fik spilletid mod Vesttyskland, og det vidnede om personligt format af landstræneren. 

I Mexico var Danmark en ulyksalig tilbagelægning fra at nå mellem de 8 bedste. Holdet toppede på det tidspunkt og havde formatet til at vinde medaljer. Trods 1-5-nederlaget til Butragueño og Spanien, kæmpede og spillede landsholdet flot og gik ned med ære. 

Sepps taktiske dispositioner var ikke udadlelige, men han troede fuldt og fast på, at der var så meget dynamit i den danske offensiv, at spanierne ville blive spillet ned. Desværre scorede modstanderne på deres chancer, og det formåede danskerne ikke.

Sepp Pionteks tilbøjelighed til at holde fast i sin velprøvede stamme af spillere, kom desværre til at koste dyrt i årene efter. Ved EM i 1988 i Vesttyskland var den gamle garde udtjent og burde have været udskiftet. Næste generation – den såkaldte OL-landsholds-stamme – med Peter Schmeichel, Lars Olsen, Kent Nielsen, Jan Bartram og Brian Laudrup (i høj grad baseret på Brøndbyspillere) – fik så lov at folde sig ud i kvalifikationen til VM i 1990.

Sammen med Flemming Povlsen, John Sivebæk og i særdeleshed Michael Laudrup duftede det af de glade tider i Frankrig og Mexico, da landsholdet sprudlede og besejrede Grækenland med 7-1 i et feststemt Parken. 

DBU’s 100-års jubilæum blev også fejret med et par uforglemmelige kampe, da Sverige blev splittet ad med 6-0 og Brasilien med 4-0. Men Pionteks svanesang udspillede sig i Rumænien, hvor Danmark blot skulle have det ene point, men gik ned under et velorganiseret pres, mesterligt orkestreret af Karpaternes Maradona – den fabelagtige Gheorge Hagi. 

Landstrænernes ubændige tro på ”de gamle kræfter” fornægtede sig ikke. Piontek havde flere gange forsøgt at give Preben Elkjær comeback på landsholdet, selv om det var fuldkommen tydeligt, at Elkjær – der da spillede for Vejle – ikke havde i nærheden af fordums styrke.

Til Rumænien-opgøret genindkaldte Sepp den ellers landsholdspensionerede Søren Lerby til den afgørende kamp. Det kom til at markere et historisk antiklimaks for denne store fighter og midtbanestyrmand på landsholdet. Midtbanen hang slet ikke sammen, og de rumænske angrebsbølger knækkede det danske håb om en fjerde slutrunde i træk.

Sepp trak sig fra jobbet som landstræner efter et tiår på posten. Forsvarsmøveren der skulle have reformeret en notorisk skrøbelig defensiv, men i processen genopfandt sig selv og ”slap hestene løs”. Og lod sit hold spille det mest kreative og fantasifulde, og det mest fejende flotte og flydende angrebsspil Danmark havde præsteret siden dansk fodbolds oprindelige ”guldalder” 1908-14. 

Efter årene som tyrkisk landstræner og som chef for AaB og Silkeborg, fandt Sepp sig til rette som pensionist i Blommenslyst sammen med hustruen Gitte. Metamorfosernes mand elskede den danske mentalitet og følte sig nok mere dansk end tysk.

I 2011 blev Sepp indlemmet i Fodboldens Hall of Fame, og denne skribent havde æren af at tildele ham Gandil-Prisen i 2024, på vegne af Gandil-Selskabet, som en hyldest til Pionteks enorme betydning for dansk fodbold.

Æret være Sepp Pionteks minde.

Her er reaktionen fra DBU. Læs mere.