Mester på ét minut: Se det vanvittige øjeblik der stadig gør ondt i Liverpool
Det er i sandhed giganternes møde, når Liverpool og Arsenal tørner sammen i torsdagens opgør i Premier League.
De to klubber topper (sammen med Manchester United) alle evighedsstatistikker i engelsk fodbold, og historien har da også været rig på medrivende indbyrdes opgør.
Igennem tiderne har Liverpool været stærkest med 96 sejre mod Arsenals 83 i de ikke færre end 245 kampe der har udspillet sig de to fodbold-magtfaktorer imellem siden 1893.
Alligevel er det nok to Arsenal-sejre der har sat det mest markante aftryk i historien.
Opslidningsslag i FA Cuppen
FA Cup-finalen i 1971 blev et usædvanligt spændende brag af en kamp. Den stod mellem Bertie Mee og Don Howes Arsenal, og Bill Shanklys Liverpool FC.
Arsenal stod i FA Cup-finalen med en unik mulighed for at vinde The Double. Noget, som kun tre klubber på det tidspunkt havde formået i engelsk fodbolds historie. Men det benhårde race om mesterskabet havde kostet kræfter. I første halvleg havde Liverpool da også et spillemæssigt overtag. Manager Bill Shankly var så småt ved at implementere det hurtige og teknisk baserede Liverpoolspil, som siden skulle blive legendarisk. Arsenals defensive nøglespillere Frank McLintock og Peter Storey kom på arbejde.
Begge hold spillede med en ”skæv falanks”, altså med en offensiv wing i den ene side og en defensiv arbejdsmand i den anden. Dribleren Steve Heighway spillede således over for en af engelsk fodbolds absolut hårdeste mænd, Arsenals ”hatchet man”, Peter Storey. Og londonernes venstre wing, George Armstrong, duellerede i den anden side med uopslidelige Ian Callaghan. Arsenals frontduo bestod af Ray Kennedy og hovedstødsstærke John Radford, mens en af ligaens mest interessante teknikere, ”the King of Highbury”, Charlie George, lå lige bagved. Liverpools forwards, John Toshack og Alun Evans, blev generelt pakket godt ind af Arsenal-defensiven.
Som kampen skred frem, og spillerne blev mere møre, blev der plads til wingspillet og til hurtige omstillinger. Arsenal tiltvang sig de største chancer. Men Ray Kennedy manglede skarphed, og et par hårde langskud af Charlie George røg lige forbi. Den småskadede Peter Storey måtte melde udsolgt efter lidt over en times spil, og Bertie Mee måtte derfor sætte reserven Eddie Kelly ind i dysten med Heighway. I slutningen af opgøret var spillerne segnefærdige af træthed. Flere styrtede om med krampe, og det lå i luften, at det første mål kunne blive afgørende. 0-0 holdt de 90 minutter ud, og de udmattede gladiatorer måtte ud i to gange 15 minutters ekstra spilletid i Wembleys ubarmhjertigt store arena. En velspillende Steve Heighway så ud til at blive matchvinder, da han brød igennem på sin venstre fløj efter kun to minutters spil af forlængelsen. Fra en spids vinkel sendte ireren et hårdt og frækt skud ind mod nærmeste stolpe. Arsenals skotske landsholdsmålmand, Bob Wilson, forventede tydeligvis et indlæg og blev snydt. Bolden sneg sig ind i det korte hjørne til en kæmpe jubelforløsning for the Reds.
Nu blev de nykårede mestres fysiske og mentale formående for alvor prøvet af. Den fejlede ikke. 5-6 år senere havde Liverpool kørt sejren hjem med den kvikke, boldbesiddende stil, som Shankly, og siden Bob Paisley, perfektionerede. Da havde man fået de slidte modstandere til at løbe sig døde med hurtige præcise pasninger. Her kom de i stedet under tungt pres i en finale, der i den grad blev ”de trætte mænds kamp”. Arsenal havde alligevel ressourcerne til sidst. Et lidt heldigt mål af reserven Eddie Kelly gav den fornødne tro og det afgørende overskud. Og på et vidunderligt langskud af Charlie George tog de til lejligheden gulklædte Gunners pokalen – og The Double – hjem.
FA Cup-braget limede de danske tv-seere til de sort-hvide skærme, og opgøret gjorde, at mange blev ”die hard” fans af de to klubber.
Gyseren i 1989
I spænding og intensitet er den vel kun overgået af den legendariske ”one minute game” i 1989.
Efter en lang og krævende turnering, hvor de to kombattanter havde skiftedes til at have førerpositionen, skulle alt afgøres på sidste spilledag på Anfield. Stillingen var således, at Arsenal skulle bruge en 2-måls sejr for at tage trofæet med hjem til Nordlondon.
Kampen startede meget følelsesladet ved, at gæsterne løb ned til the Kop og overrakte blomster for at mindes ofrene fra katastrofen på Hillsborough. Da spillet kom i gang, greb begge hold tingene forsigtigt an. Det blev en chancefattig og tæt affære. Stemningen på Anfield var nervøs og anspændt. Især da en typisk tilfældig scoring af måltyven Alan ”Smudger” Smith i første halvleg sendte udeholdet på vinderkurs. Men Arsenal skulle jo bruge endnu et mål. I pausen opildnede George Graham sine mænd: ”Det er nu, I skal række ud og tage det! Det er op til jer selv.” Men ud over en stor mulighed, som midtbanespilleren Michael Thomas spildte, så det ikke ud til at lykkes. Stadionuret bevægede sig ud over de 90 minutter, og Steve McMahon spurgte dommeren om tillægstiden. ”Ét minut,” signalerede Liverpool-midtbanespilleren til sine holdkammerater. I momentet efter gav et desperat dybdeløb af midtbanespilleren Michael Thomas det – for Arsenal – forløsende andet mål. En forstenet Kenny Dalglish måtte se et sikkert mesterskab glide af hænde. Arsenals mirakuløse sidsteøjebliks scoring bragte titlen og sølvtøjet til London i den mest hæsblæsende sæsonafslutning i engelsk fodbolds historie.
Liverpool står stærkest på statistikken
Det er såmænd også Arsenal, der har præsteret den største indbyrdes sejr i historien. Det skete i 1934, på et tidspunkt hvor The Gunners rådede over verdens nok stærkeste klubhold. Liverpool blev sendt hjem fra Highbury med en sæk på 8-1 på bl.a. tre scoringer af centerforward legenden Ted Drake.
Der er dog trøst at hente for Liverpoolfans i de seneste 13 indbyrdes konfrontationer. Her har Liverpool vundet 7 ud af 13 opgør og kun tabt 2. Senest blev det 1-0 på Anfield i august 2025 på et mål af Szoboszlai.
Det er netop kommet frem, at Liverpool-stjerne er i fare for at misse torsdagens opgør mod Arsenal. Læs mere her.
