Mertesacker vil gerne forlænge med Arsenal
Den garderhøje centerforsvarer Per Mertesacker er glad for livet i Arsenal, og står det til ham skal aftalen forlænges.
Der er stadig halvandet år tilbage af hans nuværende kontrakt, men allerede nu spekuleres der i, at både Arsenal og den høje tysker skal have pennen op ad lommen og underskrive en ny aftale.
Mertesacker kom til Arsenal i 2011, og han havde store problemer i starten, hvor han gang på gang lignede en mand som var desorienteret over tempoet og vendingerne hos modspillerne. Siden hen har han dog spillet sig op, og er idag et stærkt kort i Gunners-defensiven.
– Jeg er meget glad her. Det første år herovre var hårdt, endda meget hårdt.. Men både klubben og manageren havde tillid til mig.
Både Arsenal og Mertesacker har været i storform dette efterår, hvilket uden tvivl også er en stor grund til spekulationerne om en ny og forbedret aftale for den tidligere Hannover- og Werder Bremen-spiller.
– Jeg synes det er et skulderklap, at vi allerede snakker om en ny kontrakt til mig, når nu jeg stadig har halvandet år tilbage. Vi har slet ikke travlt, men heldigvis er der folk som værdsætter mine præstationer og mit tilstedevær, siger Mertesacker til Evening Standard og fortsætter.
– Det har også taget mig noget tid at nå dette niveau. Men som sagt stolede manageren på mig, og han sagde til mig, at jeg var intelligent nok til at håndtere problemerne i starten.