Mertesacker: Svært at skifte liga
Mesut Özil skiftede i sommer Spanien og Real Madrid ud med England og Arsenal.
Efter en fin start i London-klubben, kom tyskeren ind i et formdyk, som han ikke har formået at rejse sig helt fra siden.
Landsmanden Per Mertesacker, der selv skiftede Tyskland ud med England i 2011, mener, at man skal forstå, hvor svært det er at skifte liga, hvilket har haft indflydelse på Özils præstationer.
– Det er meget vigtigt at forstå, at der er stor forskel på ligaerne, fortæller Mertesacker til Arsenals hjemmeside.
– At komme fra La Liga til Premier League er meget svært. Han har integreret sig fint, men der er meget mere i ham, og jeg tror, at næste sæson bliver meget bedre for ham for han er en fantastisk spiller.
– Han har vist nogle gode evner, men han skal blive mere stabil, og det er det, der gør forskellen, når alt kommer til alt.