Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Mere udviklet end Wan-Bissaka: Celtic-boss bekræfter Arsenal-afslag

Af Kalle Thue Gregersen
16.07.2019 Kl. 16:03
Celtics Neil Lennon fortæller, at Arsenals bud på Kieran Tierney ikke lever op til deres krav, og manageren sammenligner backen med Aaron Wan-Bissaka.

Arsenal har indtil videre kun hentet Gabriel Martinelli fra Ituano Futebol Clube i dette transfervindue, men klubben arbejder på at hente flere nye spillere ind. 

The Gunners er længe blevet kædet sammen med Celtics venstreback Kieran Tierney, men klubberne har haft særdeles svært ved at blive enige om en pris. 

Senest bød London-klubben £25 millioner, men dette bud er blevet afvist, og Neil Lennon forklarer, at de føler, at Tierney er en mere udviklet spiller end Aaron Wan-Bissaka, som er blevet solgt for £50 millioner til Manchester United i dette vindue. 

– Jeg kender ikke til Arsenals økonomiske situation. Jeg kender til vores, og vi er ret komfortable i øjeblikket, sagde Lennon ifølge The Independent og dragede Wan-Bissaka ind i samtalen.

– £50 millioner for Wan-Bissaka er meget, og vi føler, at Kieran er en langt mere erfaren og velbalanceret back på dette afgørende stadie af hans karriere. 

– Han er en værdifuld mand for os. Vi har en pris på ham, og vi vurderer ham meget højt. Vi vil helt sikkert ikke give os i nogle forhandlinger, og vi står i en god position. 

22-årige Tierney har spillet 170 kampe for den skotske storklub. 

Annonce