Annonce
Annonce
Annonce
Annonce

Medier: Snigskytter og helikoptere beskytter United i frygt for terror i Bruxelles

13.04.2017 Kl. 09:56
LÆS OGSÅ: BENDTNERS DYRE LEJLIGHED

Tirsdag aften blev Dortmunds spillere og trænerstab udsat for et frygteligt angreb, da en eksplosion i nærhed af bussen fandt sted, hvilket sendte Marc Bartra på hospitalet og udsatte tirsdagens Champions League-kvartfinale mod Monaco.

Onsdag blev kampen afviklet, men det var alt sammen i skyggen af den forfærdelige oplevelse, de medtagede Dortmund-spillere havde haft sig aftenen forinden.

Tysk politi fandt tæt på Dortmunds hotel et brev, hvori der, ifølge Manchester Evening News, stod, at angreb var 'udført i Allahs navn'. De tyske myndigheder efterforsker nu sagen som et terrorangreb, og de har i den anledning anholdt to personer.

Flere engelske medier skriver, at der i det fundne brev også var en generel trussel mod sportsstjerner, hvorfor det har fået flere til at øge sikkerheden, så et nyt attentat kan undgås.

I aften gæster Manchester United Anderlecht i Bruxelles, og her er myndighederne nærmest i alarmberedskab over United-spillernes ankomst, idet terrortruslen i den belgiske hovedstad i forvejen var stor.

I marts sidste år kostede et terrorangreb i en lufthavn og i metrosystemet 32 mennesker livet i Bruxelles. Ligeledes havde en stor del af gerningsmændene bag det forfærdelige angreb på Paris i november 2015 også rødder i det berygtede Molenbeek-område, som er en forstad til Bruxelles. Det er nogle af de grunde, der gør, at de belgiske myndigheder anerkender, at terror i Belgien er en 'seriøs og en reel trussel'.

På baggrund af de førnævnte hændelser øges sikkerhedsopbuddet til Manchester Uniteds besøg i Bruxelles i aften.

Manchester United er en af verdens mest populære klubber, og derfor har de belgiske myndigheder valgt at optrappe sikkerheden til et niveau som ikke er set før. Det skriver Manchester Evening News og Daily Mirror. 

Aviserne erfarer, at bevæbnet politi vil følge Manchester United-bussen hele vejen fra deres hotel og ind på stadion, så man undgår en lignende hændelse, som Dortmund-spillerne tirsdag var ude for.

Tilmed tilføjer aviserne endda, at snigskytter og helikoptere vil skygge United-spillernes tur til Constant Vanden Stock Stadium.

José Mourinho har udtalt, at de har bemærket truslen, men at de stoler på, at sikkerheden vil være tilstrækkelig, så United udelukkende kan fokusere på deres vigtige kvartfinale mod Anderlecht i aften.

Annonce