Medier: Sigurdsson-handlen i fare - forhandlinger i sammenbrud
Sky Sports skriver tirsdag aften, at Evertons forhandlinger med Swansea om Gylfi Sigurdsson er brudt sammen for nu og at skiftet nu er i 'fare for ikke at gå igennem'.
Flere medier skrev ellers i sidste uge, at Everton havde lagt de 412 mio kroner, som Swansea kræver for den 27-årige offensive midtbanespiller. Medierne skriver dog nu, at Everton alligevel tøvede med det bud og ikke ville betale mere end 370 mio kroner. En pris, Swansea ikke vil acceptere.
Nu skulle parterne for en stund have trukket sig fra forhandlingerne. Men med omkring 40 mio kroner imellem dem, så er det ikke usandsynligt, at handlen alligevel vil gå igennem denne sommer.
Yderligere forlyder det, at Everton er klar til at møde Sigurdssons personlige krav i kontrakten og dermed mangler klubberne stadigvæk bare at nå til enighed om overgangssummen.
Everton og Ronald Koeman vil altså fortsat gerne have Sigurdsson og kan meget vel genoptage forhandlingerne inden længe.
I sidste sæson lavede frisparksspecialisten imponerende 9 mål og 13 assists i Premier League.