Medier: Liverpool hiver Sterling med på forberedelsestur
Den engelske stortalent Raheem Sterling har angiveligt ingen planer om fortsat at være Liverpool-spiller efter sommerferien, men endnu har interesserede klubber ikke mødt priskravet, som Liverpool søger, og det har bragt røre i andedammen hos Merseyside-klubben.
Først meldte den 20-årige offensivspiller sig gentagende gange syg inden flere træningssessioner, og efterfølgende kom det frem, at Liverpool-ejerne ikke ville have noget problem med at lade profilen rådne på bænken, såfremt han ikke makker ret.
Urolighederne til trods, skal den engelske landsholdsspiller nu efter planen troppe op sammen med holdkammeraterne senere på weekenden. Han er nemlig blevet inkluderet i den 30-mands trup, der søndag påbegynder årets oversøiske forberedelsestur, hvor eksotiske destinationer som Thailand, Australien og Malaysia blandt andet er på programmet.
Omvendt har manager Brendan Rodgers angiveligt udeladt trioen Fabio Borini, Jose Enrique og Mario Balotelli, der alle tre har været rygtet væk fra klubben tidligt på sommeren.