Annonce
Annonce
Foto: Getty Images
Medier: Liverpool har plan B klar, hvis Coutinho bliver solgt
Liverpools 10'er Philippe Coutinho er for tiden det varmeste navn på rygtebørsen, hvor han dagligt rygtes til FC Barcelona, der leder efter en erstatning for Neymar Jr. Liverpool har indtil videre kategorisk afvist at sælge brasilianeren, men skulle det ske, har klubben en erstatning i kikkerten.
Ifølge London Evening Standard har the Reds udset sig West Hams Manuel Lanzini som en mulig erstatning for Coutinho. 24-årige Lanzini har de seneste sæsoner været en profil for West Ham, hvor han i sidste sæson præsterede otte mål og to assists i 35 Premier League-kampe.
Lanzinis kontrakt udløber først om tre år og der skal formentlig et stort bud på bordet, hvis Liverpool vil sikre sig argentinerens underskrift.
Penge bør dog ikke være noget problem for the Reds, hvis man sælger Coutinho, da Barcelona angiveligt står klar med en kæmpecheck. Rygterne siger, at Liverpool ikke har tænkt sig at sælge for under en milliard danske kroner og selv da er det tvivlsomt, at manager Jürgen Klopp er klar til at trykke på knappen.
Lanzini kom til West Ham fra Abu Dhabi-klubben Al Jazira i 2015. Først på leje og siden på en permanent aftale i sommeren 2016.
West Hams 10'er har fået sin fodboldopdragelse hos River Plate, hvor han også er noteret for 89 førsteholdskampe.
Annonce