Medie: Zinedine Zidane forsøgte at hente United-spiller
Zinedine Zidane har været uden klub, siden han forlod Real Madrid i 2021.
Han er for nylig blevet sat i forbindelse med trænerstillingen hos Manchester United, der i øjeblikket besiddes af Erik ten Hag, som har lidt fem nederlag i de seneste otte kampe og ikke har vundet en udekamp siden 26. november.
Meget tyder på, at De Røde Djævle går et svært halvår i møde. Ifølge statistiksiden Opta, har klubben leveret et af de værste år i klubbens hidtidige historie.
Klubbens tilhængere kan dog glæde sig over, at der kun er fem point op til Tottenham på femtepladsen. Den giver potentielt set adgang til Champions League fra den kommende sæson.
Det afhænger dog af de engelske klubbers præstationer i denne Champions League-sæson. Her leverede United ikke ligefrem et fornemt bidrag, da klubben endte på en sidsteplads i sin gruppe.
De dårlige præstationer og mulige nye tanker fra Sir Jim Ratcliffe og INEOS kan føre til en afsked med Erik ten Hag.
Zidane er ved at lære engelsk, fortalte den tidligere franske landsholdsspiller Emmanuel Petit tidligere på måneden. Det har tidligere været, hvad der har afholdt den franske legende fra at søge job i Premier League.
Da Zidane var på lønningslisten på Santiago Bernabeu forsøgte han angiveligt at hente tre spillere fra Manchester United, hvoraf én fortsat er på kontrakt i klubben.
Den omtalte spiller er Anthony Martial, der leverede en fornem præstation i en træningskamp mod netop Real Madrid i sommeren 2017.
Midtvejs i den efterfølgende sæson forsøgte Zidane, ifølge Manchester Evening News, at hente Martial.
Han viste også interesse for David de Gea og Paul Pogba, der dog sidenhen har forladt United efter endt kontrakt.
Læs flere nyheder om Manchester United her.