Medie: Zaha overvejer United-exit
Den teknisk stærke offensivspiller Wilfried Zaha ankom sidste sommer til Manchester United under David Moyes, men første sæson blev langt fra en succes for den driblestærke kantspiller, der nu øjner et skifte tilbage til den engelske hovedstad.
Således meddeler The Express, at Wilfried Zaha har bedt Crystal Palace om at hente ham tilbage til Selhurst Park, noget Manchester United ifølge mediet ikke har planer om at stå i vejen for. Kantspilleren kostede oprindeligt De Røde Djævle £15 millioner, og United forlanger angiveligt omtrent det halve, hvis Tony Pulis vil gøre kantspilleren til sin dyreste signing.
Palace meldes allerede tæt på Gylfi Sigurdsson og Fraizer Campbell, og dermed ser et køb af Zaha umiddelbart lettere usandsynligt ud, trods spillerens ønsker.