Medie: West Ham kan ikke få United-spillere i januar
West Ham leder desperat efter en ny angriber i januars transfervindue, og her har London-klubben vist interesse i Marcus Rashford og Anthony Martial ifølge Daily Telegraph, fordi duoen er røget ud af startopstillingen hos José Mourinhos Manchester United.
The Hammers har manglet mål i denne sæson, hvor de blot er at finde på 13. pladsen i Premier League-tabellen.
Simone Zazas lejeaftale er blevet annulleret, og derfor skal der hentes en erstatning ind for den italienske landsholdsspiller, der absolut ikke blev en succes i London-klubben.
Slaven Bilic har fundet to mulige emner hos Manchester United, men ESPN kan erfare, at José Mourinho ikke ønsker at leje nogen af de to angribere ud.
Der venter Manchester United et hektisk forår, hvor de både skal forsøge at nå til tops i Premier League, forsvare sidste sæsons triumf i FA Cuppen, komme langt i Europa League og så har de to semifinaler mod Hull i EFL Cuppen.