Medie: West Ham dropper permanente aftaler til lejesvende
Alex Song, Victor Moses og Emmanuel Emenike er lige nu udlejet til West Ham fra henholdsvis FC Barcelona, Chelsea og Al-Ain.
London-klubben har angiveligt sikret sig klausuler i lejesvendenes lejeaftaler, så man kan hente dem permanent til klubben. En mulighed, som The Hammers dog ikke har intentioner om at benytte sig af, skriver Sky Sports.
Alex Song er i gang med sin anden lejeaftale med klubben, og den defensive midtbanespiller var i første omgang en stor profil under Sam Allardyce. Song blev dog ankelskadet, og derfor valgte man ikke at hente Barcelona-spilleren på en permanent aftale – og det har vist sig at være meget heldigt.
Camerouneseren har stået i skyggen af Mark Noble, Cheikhou Kouyate og Pedro Obiang på den centrale midtbane, hvorfor han ligesom Victor Moses ikke har fået de store muligheder for at bevise sig selv.
Emmanuel Emenike har derimod fået ni optrædener for West Ham siden skiftet i januar, men Slaven Bilic vil efter sigende hellere sætte sin lid til yngre kræfter.