Medie: United tilbyder Vidic forlængelse
Manchester United har fremlagt et kontraktudspil for Nemanja Vidic, som i øjeblikket overvejer sine muligheder. Det lader Daily Mail sig fortælle.
32-årige Nemanja Vidic’ kontrakt med Manchester United udløber til sommer, og spekulationerne om hans fremtid tager til i disse dage, eftersom der endnu ikke er blevet forhandlet nogen ny aftale på plads mellem de engelske mestre og den serbiske forsvarsdirigent.
Nu forlyder det dog, at Nemanja Vidic har modtaget et kontraktudspil fra David Moyes, som skulle være opsat på at få istandsat en ny aftale med ham.
Nemanja Vidic tager i øjeblikket stilling til tilbuddet, men overvejer i samme ombæring sine muligheder på markedet. Klubber som Juventus og Fiorentina skulle have meldt sig på banen for forsvarskæmpens underskrift, imens han også bliver kædet sammen med et skifte til den spanske La Liga.
Nemanja Vidic har været Manchester United-spiller siden 2005.