Medie: United sætter Sancho-deadline
Nu skriver London Evening Standard imidlertid, at de to klubber har sat hinanden en deadline.
Handlen skal være på plads i løbet af denne weekend, ellers risikerer den at kollapse, lyder meldingen.
Forsinkelsen af aftalen betyder også, at Sancho denne fredag ikke kan tilslutte sig klubbens førsteholdstrup, som i øjeblikket er på træningslejr i Marbella, Spanien. Det var ellers planen.
Samtidig skriver avisen, at Manchester United tjener små 30 millioner kroner på lejeaftalen, der gælder for den resterende del af sæsonen.
Sidst Jadon Sancho spillede en kamp for Manchester United var 26. august. Her vandt klubben med 3-2 over Nottingham Forest.
I den efterfølgende kamp – mod Arsenal – spillede han ikke, fordi han var blevet vraget. Manchester United-manager Erik ten Hag udtalte efter opgøret, at det hang sammen med Sanchos præstationer på træningsbanen.
Det var dog ikke en udlægning, Sancho ville finde sig i, og han svarede derfor tilbage på de sociale medier, at det i hvert fald ikke var tilfældet.
Det resulterede i, at englænderen blev suspenderet, og Erik ten Hag har siden da krævet en undskyldning fra Jadon Sancho – og den har kantspilleren ikke tænkt sig at komme med.
Derfor har det længe været under opsejling, at Jadon Sancho ville forlade Old Trafford i vintertransfervinduet.