Medie: United og Liverpool i duel om midtbanepar til £66 millioner
Det foretrukne valg i Manchester United, Michael Carrick, er ofte ude med skader og er efterhånden blevet 33 år, hvorfor hans karriere efterhånden lakker mod enden.
Derfor jagter Louis van Gaal forstærkninger til den centrale midtbane, og ifølge en italiensk avis ll Messaggero skal forstærkningerne findes i Roma.
Rom-avisen melder, at De Røde Djævle vil forsøge at lokke Roma-duoen Miralem Pjanic og Radja Nainggolan til Old Trafford for £66 millioner.
På grund af restriktioner fra Financial Fair Play skal holdet fra den italienske hovedstad indsnævre størrelsen af deres trup fra 25 til 22 spillere, desuden fik klubben også en bøde på €6 millioner.
Foruden dette må klubben ikke tabe mere end €30 millioner over de næste to år, hvorfor man med stor sandsynlighed vil forsøge at sælge nogle spillere.
Ud over Manchester United er Liverpool også interesseret i parret, da klubben skal udfylde et tomrum efterladt af Steven Gerrard, der til sommer forlader Anfield til fordel for LA Galaxy.
Louis van Gaal skal angiveligt have fået et transferbudget på op imod 1,5 milliarder kroner til rådighed til sommer.
Pjanic vurderes til omtrent £37m, mens Nainggolan værdisættes til cirka £29m.
