Medie: United har kontaktet van Gaal
Ifølge ESPN har Manchester United opsøgt Louis van Gaal med henblik på en ansættelse til sommer.
Der er for alvor begyndt at blive skruet godt og grundigt op for varmen under David Moyes efter søndagens ydmygende 3-0-nederlag til rivalerne fra Liverpool, og nu er rygterne, at bestyrelsen er begyndt at diskutere Moyes’ fremtid, og Hollands landstræner, Louis van Gaal, som ellers har været sat i forbindelse med Tottenham, skal være afløseren.
– Kilder siger, at repræsentanter fra United har kontaktet Louis van Gaal med henblik på en potentiel sommeransættelse, og at hollænderen er mindre interesseret i Tottenham-jobbet, end ham var for nogle uger siden, siger Miguel Delaney fra ESPN.
Delaney mener også at vide, at Ferguson ikke længere er så opbakkende af sin afløser.
– Old Trafford-kilder siger, at det er bemærket, at Alex Ferguson ikke længere er så vokalt opbakkende af Moyes i bestyrelsen, selvom den tidligere manager ikke har vendt sig imod Moyes, som også får støtte fra Bobby Charlton, fortæller Delaney.
Louis van Gaal har blandt andre Barcelona, Bayern München og Ajax på CV’et.