Medie: United forhandler om spanier
Ifølge goal.com, har Manchester United nu officielt sendt en delegation til Madrid, der skal forhandle om Atletico Madrid-profilen Koke.
Det er ingen hemmelighed, at Manchester United leder efter nye spillere til at forstærke midtbanen, der nok engang har lignet svaghedstegnet hos de forsvarende mestre.
Koke har længe været i søgelyset hos David Moyes, og flere gange har talentspejdere fra Manchester-klubben været i Madrid, for at scoute den 21-årige Atletico-komet.
Sidste måned rejste David Moyes efterfølgende selv til den spanske hovedstad, hvor han overværede stortalentet i kamp mod FC Porto, og skotten skulle angiveligt have været særdeles tilfreds med hvad han så.
Således meddeler goal.com blandt andre medier nu, at Manchester United officielt har sendt en delegation til Madrid, for at forhandle med Atletico om et januarskifte for den teknisk dygtige midtbanekreatør.
Manchester United har tidligere haft dårlige erfaringer med spanske midtbanespillere, idet hverken Thiago Alcantara, Cesc Fabregas eller Ander Herrera kom til klubben, trods massiv interesse den forgangne sommer.