Medie: Topklubber dropper anholdt Juve-stjerne efter spiritusuheld
Arturo Vidal har spillet en fornem sæson i Juventus, hvor chileneren havde stor andel i, at Juventus vandt det italienske mesterskab og ikke mindst nåede Champions League-finalen.
Dette har gjort ham til et varmt navn i alverdens topklubber, herunder Real Madrid og flere PL-klubber som Manchester United, Liverpool FC og Arsenal.
Nu melder det chilenske medie, at Real Madrid og Manchester United, der havde den mest seriøse interesse i Vidal, har droppet sin interesse i midtbanespilleren, efter at han kørte galt med spiritus i blodet tidligere på ugen.
Mediet skriver videre, at United i forvejen havde bekymringer om Vidals knæ, hvorfor dette blot bekræfter dem i usikkerheden ved et Vidal-køb.
Vidal er i disse uger med Chile til Copa America i hjemlandet, hvor Vidal udenfor den chilenske hovedstad Santiago kørte galt med en promille på 1.2, hvorfor han blev tilbageholdt af politiet.
Landsholdsspillerens kone var med i bilen, men slap med mindre skader, ligesom hendes mand, der i øvrigt har fået lov til at fortsætte til Copa America.

